Blog
Lad os skrive en bog -
del 3: Plottere og pantsere
Du har fået en idé til en historie, og du har ladet den simre i baghovedet. Du har lavet små og større notater, når du fik nye idéer, og nu er du nået så langt, at du ikke kan vente længere. Du er nødt til at skrive historien. Du er nødt til at vække personerne til live og møde dem. Du glæder dig.
Hvordan kommer du så i gang?
Sætter du dig ned og simpelthen bare skriver og ser, hvor historien fører dig hen? Slipper du figurerne og handlingen fri og følger med, hvor de fører dig hen?
Eller laver du en oversigt med punkter for handlingen? En køreplan med stationer og ankomsttidspunkter for rejsen?
Begge dele er mulige, og begge metoder benyttes af forskellige forfattere, alt efter hvad de foretrækker. Der er ikke en, som er den anden overlegen. De har nemlig begge fordele og ulemper, og hvilken af de to, du vælger, afhænger helt af dig. Nogle gange er du dog nødt til lige at snuse til begge for at finde ud af, hvilken, som passer bedst.
På engelsk har de fundet på ord for de forfattertyper, som vælger hhv. den ene eller den anden metode. De, der planlægger hele handlingen i større eller mindre grad, kaldes plottere. De, der lader historien flyde frit og ser, hvor den bringer dem hen, kaldes pantsere (fordi de er ”writing on the seat of their pants”).
Lad os kigge nærmere på de to metoder og se på deres styrker og svagheder.
Den helt klare fordel ved at pantse sin historie er, at der ikke er noget som holder den tilbage. Hvis du er halvvejs gennem en scene, og to af dine figurer pludselig beslutter sig for at komme op at skændes og trækker historien i en helt anden retning, så lader du du dem gøre det. Hvis en af hovedpersonerne ud af det blå afslører en dyb hemmelighed, som selv du ikke kendte til to minutter forinden, eller hvis tårnet, de befinder sig i, pludselig braser sammen, så lader du det ske og ser, hvor det fører dig hen.
Historien bliver på en måde lige så meget en oplevelse for dig selv som for læseren. Overraskende twists og uventede scener kommer lige så meget bag på dig som læseren. Og frem for alt bliver historien meget levende. Figurerne springer ud af papiret. De virker spontane og komplekse. Det er den helt klare fordel ved at pantse sin historie.
Ulempen ligger dog også lige for. Hvis du som forfatter bare lader historien flyde, hvor den vil, vil den næsten uvægerligt også flyde steder hen, hvor den strengt taget ikke har noget at gøre.
Tænk på historien som en bæk på en bjergside. Den har et udspring og flyder så nedad. Den får mere fart. Små krusninger bliver til strømhvirvler. Bækken bliver til et vandløb, som bliver til en flod. Vandet piskes til skum mellem klipperne, og floden ender i et brølende klimaks. Hver enkelt lille hvirvel, hver enkelt lille skvulp har ført den til, hvor den er nu. Det har skubbet den fremad. Har sat farten op, til det hele nu finder sammen. Og du indser, at det hele hele tiden har peget den vej, også da du slet ikke var opmærksom på det.
Dette forløb kan være ret svært at nå i første forsøg, når du pantser. Det kan være bækken deler sig og i stedet for at få fart ender ved en lille skovsø. Den er smuk og rolig, og du hygger dig gevaldigt ved den, men den giver strengt taget intet til vandets momentum. Faktisk står det helt stille. Og dette kan ske igen og igen i din tur ned ad bjerget. Der dukker masser af smukke og interessante øjeblikke op, men de stritter lidt i alle retninger og gør hele turen lidt … rodet.
Det er med andre ord pantserens akilleshæl: Figurerne og handlingen er levende, men plottet – handlingens retning – vil tit skulle rettes til. Sektioner vil skulle flyttes rundt. Flere afsnit vil skulle skrives om i større eller mindre grad, og helt nye vil skulle skrives til. Figurer vil skulle skrives ind og andre skrives ud. Passager, som du knuselsker, vil skulle slettes, fordi de – uanset hvor gode de er – ikke passer ind i handlingen.
Det kan sagtens lade sig gøre, men vær opmærksom på det. Vær forberedt på, at der vil være en del arbejde fra første udkast til det endelige manuskript. Men nyd rejsen!
Hvis du plotter din historie, er din situation helt omvendt. Du bruger god tid på at tænke hele handlingen igennem, inden du skriver den. Du noterer alle de enkelte scener og arrangerer dem i rækkefølge, f.eks. som sedler på en tavle eller overskrifter i et tekstdokument. Du holder øje med at plottet hele tiden bevæger sig fremad. Hvis en scene sinker plottet eller ikke passer ind, retter du den til og flytter den, allerede inden den overhovedet er skrevet. Din kilde bliver en bæk, som bliver et vandløb, som bliver en flod. Det hele passer sammen, inden første bogstav er skrevet.
Sammenligner vi med pantseren, er en plotters historie langt mere målrettet, og den ender ofte tilsyneladende uden store problemer i et stærkt og naturligt klimaks. Når det kommer, virker det indlysende og ikke som en pludselig indskydelse. Og plotteren opnår det med relativt få gennemskrivninger og rettelser.
Problemet er derfor et andet for plottere: Når det hele er så planlagt, er der en fare for, at hele fortællingen kommer til at virke mekanisk. Figurerne, som hos pantseren var så levende, bliver hos plotteren til marionetter uden liv, som blot siger de rigtige ting på de rigtige tidspunkter, så handlingen flyder den rigtige vej. Og hvad skal man som læser med et stærkt plot og et spektakulært klimaks, hvis man overhovedet ikke føler nogen forbindelse med figurerne?
Det er vigtigt at understrege, at der sjældent er helt rene pantsere og helt rene plottere. De er mere som yderpunkter i et spektrum. Det er kun meget få, som begynder at skrive uden overhovedet at have gjort sig tanker om, hvor historien gerne skal forbi, på samme måde som næsten ingen planlægger hele historien til mindste detalje. Men det er godt at vide, hvilken gruppe, du passer bedst i.
Hvis du er pantser, kan tanken om at kende hele historien, allerede inden den er skrevet, virke så demotiverende, at du slet ikke har lyst til at begynde at skrive den. Den står jo allerede i noterne! Hvis du er plotter, kan tanken om bare at skrive løs virke rodet og forvirrende. Hvilken retning skal du skrive i? Hvordan kan du overhovedet bygge en historie op og antyde senere begivenheder, hvis du ikke ved, hvad der kommer?
Det er derfor en god idé at snuse til begge metoder, så du ved, hvilken som passer dig bedst.
Selv er jeg helt klart en plotter. Jeg har forsøgt bare at lade historierne flyde, men selv om jeg har en idé om, hvor jeg gerne vil hen, bliver scenerne langtrukne og gentagende. Og jeg mister interessen.
Hvordan undgår jeg så, at figurerne bliver til marionetter?
Løsningen har for mig været at kombinere min plotterhistorie med pantserfigurer. Det kan lyde umuligt, men det fungerer overraskende godt, når bare man sørger for at gøre lidt fodarbejde i planlægningsfasen.
Når jeg planlægger historien, sørger jeg for at kende figurerne så godt som muligt. Her tænker jeg ikke på, hvad deres livret er, eller hvad deres kæledyr hed, da de var 10 år. Jeg tænker på deres personlighed og deres mål. Er de udfarende eller forsigtige? Tør de råbe op, hvis de føler, at noget er uretfærdigt, eller holder de mund? Hvad er det, de vil? Hvor vil de hen, og hvordan vil de forsøge at nå derhen?
Når jeg så planlægger de enkelte scener, sørger jeg for, at ingen af figurerne på noget tidspunkt træffer et valg, som ikke passer med deres personlighed. Jeg har aldrig en scene, hvor en forsigtig person pludselig smider alle hæmninger og angriber nogen. Jeg har ingen scener, hvor en selvsikker person pludselig holder kæft, når han eller hun bliver provokeret. Hvis alle figurer følger deres personlighed, vil de enkelte scener med andre ord kun kunne have ét udfald. Floden vil kun kunne flyde i én retning. Og så … så slipper jeg figurerne fri. Jeg noterer ikke, hvad de skal sige eller hvordan de skal komme gennem scenen. Jeg placerer dem blot i den og lader dem leve. Og fordi jeg har gjort mig umage med, at scenen ikke kræver, at de handler mod deres egen personlighed, ender de stort set altid der, hvor de skal, når scenen er slut. Og de har været levende hele vejen.
Tit … faktisk altid dukker der nye ting op, når du skriver, som gør historien endnu mere spændende. Det kan være personer, konflikter og andet. Selv om du har planlagt alle scener, vil der dukke nye ting op, som du føjer til plottet. Men med en god struktur er det min erfaring, at det ofte slet ikke er så svært endda.
Hvordan skal et godt plot så være? Hvilke stationer skal toget forbi?
Det ser vi på næste gang.