Første kapitel
Novembertåge er snu og sulten. Den spiser alt. Den sluger dig, dæmper lydene og reducerer virkeligheden til skygger i et gråt hav. Til tanker i en labyrint. Novembertåge holder dig fanget med dig selv. Den lader dig fare vild, og selv når du slipper fri, er det, som om en del af dig stadig søger efter udgangen.
“Stine!”
Henriks hånd sitrede. Fingerspidserne dansede nervøst mod hans side, og han knyttede den brune læderhandske fra Pierre Cardin. Nogle sekunder blev han stående med hjertet i halsen og blikket mod den knyttede næve, inden han forsigtigt åbnede den. Luften var kold og fugtig og smagte stadig af nat. Omkring sig kunne han høre andre kalde i skoven, skjult bag tågens slør. Han hørte dem bevæge sig gennem bladene i skovbunden, nogle tæt på, andre længere væk. Skoven duftede syrligt af mos og bark. Af råd. Hans ånde dannede små, skræmte skyer i morgengryets tøvende lys. Han var alene. Hånden begyndte igen at sitre, og han skyndte sig at vende blikket ind mellem de nærmeste træers mørke skygger.
“Stine!”
Der kom intet svar mellem de våde stammer, kun ekkoerne når de andre søgende gentog Henriks råb. Han så sig rådvildt omkring og havde ingen anelse om, hvor han skulle gå hen. Hvilke af stierne, som ville lade ham fare vild i tågen, så han ikke nåede frem i tide. Til sidst tvang han sig til at gå. Skovbunden svuppede og druknede hans sko og strømper. Det nederste af de dyre bukser klæbede allerede koldt mod skinnebenene.
De havde ledt hele natten, siden Rikke havde fundet brevet. Det havde ligget pænt foldet i en lille kuvert midt på Stines skrivebord ved siden af penalhuset og mobilen. Henrik havde hørt skriget fra stuen, og inden han havde nået døren til Stines værelse, var det beige brevpapir allerede krøllet i Rikkes greb. Hun havde siddet sammensunket på gulvet. Han havde spurgt hende, hvad der var sket, men Rikke havde været hysterisk, så han havde vristet papiret fra hende og selv læst de få linjer, der havde visket verden ud. Rikke havde forsøgt at tage brevet tilbage, men han havde ikke tilladt det. I stedet havde han bedt hende vente i stuen, mens han ringede efter hjælp. Nu lå brevet i hans inderlomme.
Han indså pludselig, at han ikke kunne huske hvilken vej, han var gået, eller om han havde bevæget sig overhovedet. Da han spejdede rundt i skoven, kunne han stadig høre de andre. Det forekom ham, at en antydning af salt havde sneget sig ind i skovens duft, så de måtte være tæt på fjorden og broen. Han fandt mobilen i lommen og ringede til Peter. Med telefonens summen i øret trådte han et øjeblik ubeslutsomt på stedet og begyndte så at gå i den retning, han mente, duften kom fra. Peter nåede ikke at svare, inden Henrik afbrød ham.
“Peter. Har I fundet hende ved mosen?”
“Hr. Holm.” Den anden mand rømmede sig, og Henrik behøvede ikke se ham for at vide, at han rettede nervøst på sine briller. I mobilen kunne han høre andre kalde. “Vi … vi har ikke fundet hende. Skal vi blive ved med at lede?”
“Ja!” bjæffede Henrik. “Hvad fanden tror du? Ja, I skal blive ved med at lede! Til hun er fundet!”
“Hr. Holm.”
Henrik afbrød forbindelsen og så sig omkring med et vildt blik. Han havde ondt i maven.
“Stine!”
Mod øst var tågen blevet en smule lysere. Skjult et sted i det grå var der nogen, som snøftede. Hurtigt rettede han på den honningbrune trenchcoat og gik i retning af lyden.
“Stine?”
En forladt skygge voksede frem af intetheden mellem stammerne, og Henrik satte farten op. Skyggen blev gradvist tydeligere og forvandlede sig så til Rikke. Hun stod helt stille med et tomt blik. Askegrå og med armene knuget hårdt om brystet. Hun var ikke alene. Anne havde lagt sine arme beskyttende om hende. Henrik havde ikke ringet efter Anne, og han måtte skjule sin irritation.
“Har I hørt nyt?” spurgte han lidt for hurtigt, lidt for hårdt. Ordene fik Rikke til at spjætte. “Rikke?”
Hun så mod skovbunden, og hendes mund bevægede sig svagt, som om hun talte, men Henrik kunne ikke høre noget.
“Tal højere!”
Anne skulede mod Henrik. Hun hvilede sit hoved mod venindens.
“Hvad siger du, Rikke?” spurgte hun blidt.
Rikke tav. Nogle sekunder stirrede hun fuldkommen fortabt frem for sig.
“Det er min skyld,” mumlede hun. “Det er min skyld. Jeg skulle have lyttet til hende. Jeg … jeg skulle have lyttet til mig selv.”
“Rikke …” Anne bed sig i læben. “Det er ikke din skyld, Rikke.”
Hun gav Rikke et klem og sendte Henrik et hvast blik, inden hun igen koncentrerede sig om veninden. Han himlede med øjnene. Nogle sekunder stod han med blikket mod de våde blade i skovbunden. I tågen kaldte stemmerne på hans datter. Den kolde morgenluft gled i bølger af hvidt mellem Rikke og ham, og han sukkede og rettede sig selv: På deres datter.
“Måske …” sagde han og gned næseryggen. Han så op og havde lyst til at give Rikke et knus, men Anne fyldte det hele. “Måske er det bedst, at du tager hjem?”
Rikke så fortabt på ham, og han forsøgte et lille smil, inden han vovede en lidt større løgn.
“Jeg skal nok finde hende. Jeg er sikker på, at der ikke er sket noget. Hun vil sikkert bare give os en forskrækkelse.”
Rikkes blik gled med et minimum af indsats fra fortvivlelse til indignation. Hendes underlæbe sitrede, og Henrik slog mat ud med armene.
“All right,” indrømmede han. “Give mig en forskrækkelse. Og … og det er lykkedes.”
Han så op mod det grå lys, som fortalte, at et sted bag labyrinten var der en himmel. Rikke og Anne var tavse. Det stak i hans mave.
“Du skal se,” sagde han og sendte Rikke et forsigtigt blik. “Hun har sikkert bare overnattet hos en veninde.”
“Men hvad hvis hun ikke har?” hviskede hun.
“Jeg er sikker på, at h…”
“Hun er kun 14, Henrik!” afbrød Anne.
“Jeg ved, hvor gammel min datter er, Anne!”
De nidstirrede hinanden nogle sekunder, inden han igen vendte opmærksomheden mod Rikke.
“Jeg synes, det er bedst, hvis du … hvis I tager hjem. Nu. Ikke? Er det ikke det bedste?”
“Henrik …” begyndte Anne, og han knyttede arrigt næverne.
“Anne! Hold kæft!” Han kunne ikke undertrykke en hvæsen. “Hun er for helvede da min kone, ikke?”
Der blev helt stille mellem dem, og han tog en dyb indånding. Den var kold og våd. Han pustede langsomt ud med blikket fæstnet på Anne.
“Så vil du ikke nok … pretty please … blande dig helt udenom?”
Et råb et sted i tågen afbrød dem. Det var anderledes end de andre, og fik dem til at tie. Råbet lød igen. Så stemte en anden af stemmerne i. Henrik kunne høre, hvordan de søgende alle begyndte at bevæge sig i retning af lyden. Han ventede ikke på Rikke og Anne, men stak løb. Ru kviste voksede frem af tågen og slog mod hans ansigt og hænder. De trak lange, mosgrønne streger over trenchcoaten. I hans mave voksede rødglødende, smertefulde tråde i alle retninger. Han snublede, men kom op igen og blev ved med at løbe. Han hev efter vejret. Omkring ham tyndede skoven ud og endte ved en smal vej. Et stykke væk stod en flok samlet i vejkanten som skygger i tågen. Henrik standsede brat, og hans hals snørede sig sammen. På den anden side af vejen lå et smalt område med enkelte buske og forhutlet marehalm inden det stenede område ved fjordens bred. Dens dødt skvulpende vand fortabte sig få meter ude bag tågens mur. Over fjorden gjorde broen det samme. Den var som en kolossal port til intetheden. Set fra skovbrynet virkede den enorm. Henrik så fra tågen til gruppen i vejkanten, mens hjertet slog tungt og kvalmende i halsen. Med rystende hænder trak han i den møgbeskidte trenchcoat og gik mod dem. Da de fik øje på ham, trådte de tavst til side.
Stines cykel lå i græsset tæt på grøften. En bølge af lettelse skyllede gennem ham. Det var kun hendes cykel! Han satte sig på hug og lod hånden glide over stellet. Det så ud, som om cyklen var blevet parkeret og så væltet af sig selv. Et sted bag sig kunne han høre Rikke komme løbende.
“Stine!” gispede hun. “Er … er det Stine?”
“Det er bare hendes cykel!” Han rejste sig og slog armene ud mod hende. Hun forsvandt i hans omfavnelse. Han i hendes. Han havde været så bange, men nu var der stadig tid, og de havde et spor.
“Hun har været her,” hviskede han.
“Men hvorfor har hun efterladt den?”
Rikkes stemme lød ulden mod hans skulder. Han rystede svagt på hovedet og lod blikket glide rundt.
“Jeg ved det ikke,” sagde han. “Jeg …”
Han stivnede. Bag ham skvulpede det sorte vand. Fra broen summede den fjerne lyd af bilerne på deres vej ud i intetheden, og han så sig hurtigt over skulderen. Et stykke fra, hvor de stod, gemte broens massive ankerblok sig halvt i bevoksningen. Ikke langt fra den førte en tynd metalstige op til vejbanen.
“Nej,” hviskede han. “Nej.”
“Hvad?” Rikke så spørgende på ham.
Han gav slip på hende og løb mod stigen.
“Henrik, hvad?”
Stigens kulde bed gennem handskerne. Flere gange gled hans våde sko på de smalle trin, men han holdt fast. Han trak sig op med armene med en styrke, han ikke vidste, han havde. Det var en desperat kraft, som var flyttet ind, og nu boede sammen med rædslen. Han nåede prustende toppen og trådte gennem en lille låge ud på et smalt servicefortov af forbundne metalgitre mellem vejbanen og broens rækværk. Fra denne højde kunne han knap nok skimte jordoverfladen. Små, tågede myremennesker stod langt nede med ansigterne vendt mod ham. Han hørte nogen klatre op ad stigen, men ventede ikke. I stedet småløb han langs fortovet ud på broen. I dybet under ham overtog vandets mørke græssets plads, og han var alene i verden med sine bange åndedrag og lyden af skoene mod metalgitret. Fra tid til anden passerede biler i bølger af blændende, gult lys, der hvirvlede alle skygger op i en vanvittig dans. Hans blik var låst på punktet, hvor broens rækværk gled ind i tågen, og hvor Stines skygge ville vokse frem. Hvor den skulle vokse frem. Hun ville stå ved gelænderet og vente på ham. Hun ville sende ham det hårde, sårede blik, han fortjente, og han ville sige undskyld, og de ville gå hjem. Sådan måtte det være.
Gradvist aftog broens bue, og det blev lettere at løbe. Han forsøgte at tvinge øjnene til at se gennem tågen, men kunne stadig ikke få øje på Stine. Han løb langsommere, stoppede og tog et vaklende skridt frem, mens han stirrede mod det sted, hvor rækværket mødte broen. Bag ham skyllede bilernes lys forbi, men han hørte intet. Han var alene med sit åndedræt. Så kom fornemmelsen af løbende fodtrin, men det var, som om lyden var dæmpet af en tyk pude. Henriks hånd rystede ukontrollabelt mod hans lår. Han var alene med sin skyld. Rikke gispede højt bag ham.
“Nej … Stine,” hviskede hun. Hendes ord voksede fra hvisken til skrig. “Nej nej nej, Stine. Nej! Ikke det! Ikke det, Stine! Ikke det! Nej! Nej!”
Henrik kunne ikke tage blikket fra rædslen foran sig. Han var kommet for sent.
Hun havde taget skoene af og stillet dem pænt ved siden af hinanden ved foden af rækværket, inden hun sprang. De slidte, mørkeblå Converse med deres flossede snørebånd. Ved siden af stod den armygrønne skuldertaske.
Højt over dem kæmpede morgensolens blege, udviskede skive for at slå hul i tågens mur, men Henrik vidste, den aldrig ville vinde, for de var fanget i labyrinten.